Er robotstøvsugeren pengene værd?

AAI_4326

De sidste par år er de såkaldte robotrengøringsmaskiner stormet frem! Robotgulvaskere, vinduesvaskere, og ikke mindst robotstøvsugerne. Vi har drømmen om at det hele skal være nemmere, hurtigere og mere effektivt, men faktum er at de tre ting sjældent hænger sammen når det kommer til robotmaskinerne. Godt nok er de smarte, men gør de rent nemmere, hurtigere og mere effektivt end almen håndkraft?

De seneste seks uger har vores lille familie haft fornøjelsen af at teste Dysons nyeste og længeventede robotstøvsuger, Dyson 360 Eye. Fra starten var det egentlig manden i huset, der drømte om en robot, hvilket egentlig er ret paradoksalt siden det er mig, som står for al støvsugning i hjemmet. Og faktum er, at vores “normale” Dyson støvsuger med ledning fungerer upåklageligt, så hvorfor overhovedet lege med tanken om at få sig en anden støvsuger?

Før jeg besvarer det spørgsmål, bliver jeg nød til, at beskrive hvor ofte jeg bruger min “normale” støvsuger. Vores familie består af far, mor, to børn på hhv. 4 og 8 år, samt en mellemstor labrador, som i perioder fælder en del. Derfor er støvsugeren fremme i gennemsnit 2-3 gange hver uge. Vi bor på ca. 270 m2, så den samlede mængde gulvoverflade er ret stor! Dog er der 90 m2 kælder og 90 m2 første sal, hvilket efterlader omkring 90 m2. stueetage bestående af entre, køkken, kontor og stue, som næsten går ud i et. Og det er her robotten har fået lov til at slå sine folder.

AAI_4333

Design

Dyson Eye vejer 2,4 kilo og måler 120x242x230mm. Den har en beholder som kan rumme 0,33 liter støv og den kan med sin stride runde børste både begå sig på hårde overflader, samt almindelige tæpper med kort og medium lang luv. De helt langhårede fåretæpper er den, som andre støvsugere ikke glad for. Derudover er den dog meget terrængående. Selve designet er super lækkert. Den er mindre i omkreds end andre robotter på markedet, men til gengæld er den højere. Den lille omkreds gør den meget adræt og den kan komme ind de mest utrolige steder.

IMG_7973

Teknik

I modsætning til andre robotstøvsugere, som blindt bumper ind i ting rundt omkring, så ved Dyson Eye præcis hvor den skal hen og hvor den har været. Den har nemlig et indbygget 360 graders kamera som sidder på toppen af støvsugeren og holder udkig.

IMG_7975

Med støvsugeren følger også en smart App. Herinde kan man se hvilke områder støvsugeren har dækket den pågældende dag. Desuden er det herfra man kommunikerer med robotten. Her indstiller man hvilke dage og hvilke tidspunkter robotten skal køre på. Vores er sat til at køre mandag til fredag hver uge, men aldrig i weekenderne. Ønsker man dog alligevel en weekendstøvsugning, kan man sagtens bare sætte den i gang ved at trykke play og så bærer man den i dock, når den er færdig.

IMG_7971

Er robotten ladet fuldt op, kan den køre rundt i 30-40 minutter. Den kører selv tilbage til sin dock, når den er løbet tør for batteri.

I den brugervenlige app, kan man også se alt om hvordan robotten passes og plejes, da hele den brugervenlige manual findes derinde i form af små afsnit med billeder og videoer.

AAI_4337

Funktion

Når det kommer til funktion, vender vi tilbage til snakken om  hvorvidt robotten gør det nemmere, hurtigere og mere effektivt at holde hjemmet rent.

Punkt 1 – gør støvsugeren det nemmere. Her kan jeg med garanti sige ethundrede procent ja! Dette kan umiddelbart virke naturligt – selvfølgelig er det nemmere, når en robot gør arbejdet, men det er slet ikke det gængse tilfælde. Tidligere robotter jeg har prøvet, både støvsugere og plæneklippere, er ikke alle lige nemme at betjene. Flere af dem kører nemt galt, sætter sig fast eller roder rundt grundet dårligt design og interface. Dyson Eye kører nemt rundt i rummet. Den manøvrerer fint ind i små hjørner, henover små forhindringer og så kan den tænke selv. Kameraet gør den følsom overfor omverdenen og derfor vi man ikke opleve at den kører rundt og sætter sig fast i alverdens ting eller vælter små skamler eller legetøj.

AAI_4334

Punkt 2 – gør støvsugeren rent hurtigere? Når det kommer til hurtighed i støvsugning, kan intet konkurrere mod en garvet mor! Og her kommer robotten til kort. Hvis man måler på tid, er jeg selvfølgelig hurtigere til at støvsuge de 90 m2. fra en ende af, end robotten. Til gengæld gør jeg det kun et par gange om ugen, hvorimod robotten kører sin runde hver dag. Desuden gør den det mens jeg er på arbejde, så om den er to minutter eller to timer om det, er ligegyldigt for mig, bare den er færdig når jeg kommer hjem.

Punkt 3 – gør støvsugeren mere effektivt rent? Hertil kan jeg overraskende svare ja! Dyson har designet en støvsuger som via de roterende børster kommer helt i bund, både på glatte overflader, samt tæpper med lang luv. Første gang vi satte støvsugeren til, havde vi støvsuget to dage tidligere og mente ikke at støvlaget, var markant. Ikke desto mindre måtte vi tømme beholderen fem gange, den første time! Dette fik mig til at tænke over hvordan vi støvsuger ellers – Man kører hovedet henover gulvet, frem og tilbage og nogle gange går det lidt stærkt. Netop dette går ud over effektiviteten. Her kan robotten med sit grundige og mere langsomme flow, nå at opsnuse langt mere, hvorfor den vinder suverænt på effektiviteten.

AAI_4306

Vedligehold

Støvsugeren er særdeles nem at vedligeholde. Beholderen skal tømmes når den er fuld, men ellers kører støvsugeren selv tilbage i opladeren (med mindre den er kørt fast) og den fortæller dig selv hvis noget er galt.

AAI_4302

Til tider skal filtrene rengøres og dette gøres ved at åbne robotten. De stride børster, som hvirvler støvet op, skal også nogle gange tømmes for hår. Udover det er støvsugeren meget selvhjulpen og ligetil.

AAI_4311

Lyd

Dyson Eye er som alle Dysons andre støvsugere poseløs. Dette betyder at lydniveauet er lidt højere end hos nogle “almindelige” støvsugere. Faktisk har støvsugeren et lydniveau på 70 db, hvor andre støvsugere kan ligge helt nede på 60. Dog ligger nogle helt oppe på de 90, så vi synes bestemt ikke at de 70 db. er galt, men har man gæster eller skal nyde en god film, er den ikke sjov at have kørende i baggrunden. Men da de fleste støvsugninger foregår om formiddagen, mens man er på arbejde er lydniveauet sjældent et problem.

IMG_7970

Vi har sågar præsteret at tænde robotten 20 minutter inden svigermor ankom, mens vi alle rendte rundt og lavede en lynoprydning, og selvom vores søn er meget sensitiv overfor lyd, har robotten ikke været grund til hverken høreværn eller triste miner. Som en ekstra service kan lyden justeres i appen fra MAX til LYDSVAG, hvis man ønsker lidt mindre lyd.

AAI_4313

Minus

Støvsugerens få minusser opstår når den kører galt. Det er alfa omega at man rydder op inden man sætter støvsugeren i gang. De store forhindringer – kurve, store stykker legetøj, sko osv. kan den sagtens klare, men små fritliggende, opladerledninger, papirer eller snore, kan godt sætte sig fast i hovedet. Det samme ville overgå en almindelig støvsuger, men her ville man blot støvsuge uden om, eller rydde op. Er man ikke god til at rydde op, lærer man hurtigt kunsten for, at optimere chancerne for den bedste støvsugning. Glemmer man oprydningen og robotten sætter sig fast, står den og venter på en, når man kommer hjem fra arbejde. Dog hyler og bipper den ikke efter hjælp i timevis, som visse andre robotter gør. Man får en notifikation på sin telefon, så man ved at noget er galt. I fremtiden ville det være luksus hvis man, selv på afstand kunne fjernstyre robotten ud af rodet, men træerne gror altså ikke ind i himlen, endnu.

AAI_4305

Konklusion

Trods en fantastisk robot, slipper man aldrig helt for den manuelle støvsugning. Lofter, vindueskarme, små hjørner, bilen og diverse andre småting i forbindelse med den store hovedrengøring, kræver stadig en kærlig menneskehånd, men de vanlige gulve og tæpper som man bruger og ser mest i det daglige, klarer robotten uden problemer uge efter uge.

Alt i alt er Dyson eye virkelig en god investering, selvom den med sine 7200 kr. ligger i den dyre ende af støvsugerskalaen. Dog skal man huske på, at man undgår den ugentlige støvsugning i mange år og så kommer man hjem til et støvsuget hjem alle de dage i ugen, man har lyst til. Hvad er det ikke værd? Man får virkelig meget for tingene og der er stor omtanke bag Dysons effektivitet, brugervenlighed og støvsugerens design.

AAI_4303

Bor man i en lille lejlighed med mange forhindringer kan det godt være at støvsugeren er overkill, men i huset med de store overflader, behøver man ikke være i tvivl om, at Dysons robot støvsuger er blandt eliten af robotter, som efterlader hjemmet pænt og gulvene støvfrie. Jeg giver den mine varmeste anbefalinger, også selvom man ikke er teknisk anlagt. Den er super selvhjulpen og yderst effektiv.

Der er fem års garanti på støvsugeren.

1 Comment

  • Uhh, sådan en har jeg drømt om i mange år men har altid været tilbageholdende fordi vi har en del dørtrin rundt omkring i huset. Hvad tænker du om dem i forhold til denne model??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *