Sådan kommer du rod til livs, 3 gode råd.

De fleste kender det – det roder på diverse overflader, i hjørnerne, i gangen, på trappen og nærmest alle vegne. Det er som om det bliver værre dag for dag og til sidst kan det være svært at overskue. Bedst som man får ryddet noget af det op, vender man sig om og så ligger der allerede noget nyt og flyder. Det føles som om man skovler sne, mens det sner og det virker ganske nyttesløst. Råd omkring oprydning er noget af det jeg får aller flest mails om fra læserne. Derfor kommer der her tre gode oprydningsråd, som kan gøre en kæmpe forskel i din husholdning.

1) Køb dig en oprydningskurv/balje. Brug den hver gang du skal rydde op. Gå rundt i huset og saml alt det der roder ned i kurven eller på et bestemt bord. Når du har samlet det, så rydder du det op stykke for stykke. Sæt evt. en timer på fx. 15 minutter og sørg så for, at al rod er væk fra kurven/bordet, når de 15 minutter er ovre. Dette gør du hver aften, inden familien skal se TV. Lige inden sengetid, sørger du også for at køkkenet er klar til, at spise morgenmad i.

2) Generelt handler det hele om rutiner. Skab dig nogle gode oprydningsvaner. Stå op i god nok tid til at lægge dit nattøj på plads, så det ikke ligger og flyder på gulvet, når du kommer hjem fra arbejde. Sørg generelt for at soveværelse og badeværelse er pæne og ryddede, når du går ned til morgenmaden. Der er ikke noget som at komme hjem til et opryddet badeværelse og soveværelse. Det giver en god start på dagen. Det tager som regel under 2 minutter lige at rydde make up, tandbørster, tøj mm. væk. Det er bare et spørgsmål om vane.

3) Sørg for at du to gange hvert år gennemgår bøgerne i bogreolen, tøjet i klædeskabet, skålene i køkkenet mm. Smid det ud, du ikke har brugt de sidste to år. Der ligger alt for meget stads rundt omkring som man aldrig bruger. Smid dvd’er, cd’er, bøger mm. ud, som du alligevel aldrig bruger. Du vil ikke savne det, når du har smidt det ud og det vil skabe en masse luft i dit hjem, når du kommer af med det. Det er meget vigtigt, at det er noget man løbende holder øje med og kommer af med. Byt evt. dit tøj med dine veninder/venner. Giv legetøj, køkkengrej og bøger væk. Der er mange andre, der kan få gavn af netop dine ting. Du kan også sælge dem, bare det ikke bliver for besværligt, for så får du det aldrig gjort. Sorter ting i hvide plastic sække og mærk hvor rart det føles, når man får ryddet ud i rodet. Sidst men ikke mindst handler det hele generelt bare om tid. Sæt evt. en timer på 1 time til at rydde op i fx. klædeskabet – 1 time til køkkenet mm. Så kan du bruge en time hver lørdag, et nyt sted og efter et par uger er det meste af huset ryddet op. Rigtig god fornøjelse.

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *