Mandagmorgen i det virkelige liv

foto kopi

Redigerede, polerede billeder af smukke børn og fantastiske forældre pryder ikke kun de andres, men også min egen facebookprofil. Ønsket om at folk kun ser familien fra den gode side er vel noget vi alle har, men det bliver alligevel både overfladisk og trivielt at læse om i længden. Jeg vil hellere læse om dem, hvor det ene barn græder over spildt mælk, 11-tallerne pryder babyens ansigt, far orker ikke lave mad og mor er alt for træt til at støvsuge og sætte en vask over. Dem er der kant over – det er det virkelige liv, som jeg kan forholde mig til, relatere til og som jeg ikke mindst kan spejle mig i, idag.

Faktum er at min søn ikke gad i børnehave idag. I protest mente han, at han bare skulle se fjernsyn hele formiddagen. Så det var et frustreret barn der blev sendt ud af døren med sin far, med løftet om at fjernsynet også hang på væggen, når han kom hjem igen. Min datter er ved at få tænder, er pyldret og snottet og siden moderen er træt ovenpå en laaaang nat, er baby lettere billigt til salg til højstbydende bedsteforældre. Kom glad!

Så tikker mailsene ind og vores “kommende” bog får lige dødsstødet af vores og andre forlag. Vi har brugt et halvt år, på intensivt at arbejde på en bog om god opførsel, pli og etikette til hverdag og fest. Det var en bestillingsbog – bestilt af Politikens Forlag. Jeg har brugt det meste af min hellige barsel på den bog, og efter aflevering af manuskript og efter, at den søde Thomas Skov Gaardsvig har skrevet et herligt forord til bogen, melder Politiken at de ikke vil udgive bogen alligevel, da de blandt andet ikke mener den har et publikum eller at skrivestilen er helt rigtig. Jeg skriver bogen om, så bliver de mere varme om hjertet og alligevel ikke… Jeg sender manuskriptet videre til et par andre forlag og får samme besked tilbage – der er ikke nok salg i bøger i Danmark for tiden. Forlagene er i stor nød og kan ikke sælge bøger for tiden og danskerne vil nok ikke have en bog om hvordan man holder bryllup, konfirmation og hvordan man opfører sig på facebook. Jeg synes netop, at danskerne godt kunne bruge min bog… men oh well, life goes on… imorgen.

Min hyperaktive hund bliver optimistisk ved med at hente sin bold og kommer og lægger den i mit skød, i håbet om at jeg vil lege lidt med hende ude i haven. Så pacer hun rundt om mig og skuler over mod døren – måske jeg ville løbe en tur med hende – dream on, hund – ikke idag, imorgen

Op af dagen får jeg endnu en mail fra Politiken, “Jeres første bog, “Hold da helt hus,” skal nu trykkes i 3. oplag, tillykke!” Fedt! Dagens optur, måske en rengøringsbog kan være med til at hjælpe forlaget igennem en krise, som næsten er allestedsnærværende for tiden.

Det er mandag, den nu smilende baby skal skiftes, computeren er på standby og nej, der bliver ikke støvsuget idag… måske imorgen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *