Passer robotplæneklipperen virkelig haven mens du slapper af?

Stiga har i mange år ligget i toppen, når det kommer til robotplæneklippere. Derfor var det også med stor glæde og sommerfugle i maven, at vi pakkede den lille lækre robot, Stiga 225s ud af kassen en sen forårsaften. Det første indtryk af maskinen var rigtig godt. Den skulle slet ikke samles eller noget. Da vi åbnede kassen stod den klar til brug, man skulle blot sætte kantledningen op og slutte basen til, så skulle vi teste om det lille vidunder virkelig kunne holde vores kuperede græsplæne trimmet og lækker.

IMG_3659

Design

Plæneklipperen har et virkelig flot design. Den er lille, vejer ikke ret meget og så har den et meget lavt støjniveau, hvilket er et kæmpe plus, særligt når man bor i et tætbeboet område. Plæneklipperen kan køre både morgen og aften, uden man får dårlig samvittighed overfor naboerne, netop pga. det lave støjniveau, som kun når op på 70 db.

Den anonyme farve er rigtig god, da maskinen så ikke tiltrækker sig for meget opmærksomhed i haven. Den kører stille og roligt rundt og passer sig selv og selv når man har gæster er det ikke en gene.

Selve det tekniske interface lever dog ikke helt op til det strømlinede, lækre ydre. Går man til maskinen efter blot en skimning af manualen, er det svært at regne dens system ud. Dette kræver en større grundighed og en længere gennemlæsning af manualen, da det er lidt snørklet. Interfacet er ikke særlig intuitivt, men det kan til gengæld en hel masse. Man kan fx. sikre maskinen mod tyveri ved at lave en personlig pinkode. Desuden har den sensorer, som gør at plæneklipperen kører tilbage til basen hvis den mærker, at det begynder at regne.

Det er også i indstillingerne man justerer hvad tid på dagen og hvilke dage maskinen skal klippe, samt hvor længe. Man kan også styre hvis maskinen skal klippe i flere zoner, fx. i forhaven og baghaven. Er sidstnævnte tilfældet, kan maskinen selv styre, at køre fra zone til zone.  Derudover kan sprog, lyde og diverse basale ting indstilles, så de passer lige til dit behov.

IMG_3657

Funktionalitet

Selve den fysiske opsætning af maskinen er meget simpel, men det kræver virkelig god planlægning, da mange af maskinens funktioner ligger i måden, man trækker kantledningen på. Det vil sige, at man skal tænke over at få trukket ledningen uden om bede, træer i græsplænen og andre eventuelle zoner, som ikke skal klippes.

Kantledningen viser plæneklipperen hvor græsplænen er. Den lægges ud langs plænens kant og sættes enten fast med små pløkker som følger med maskinen, eller man kan grave den ned. Nedgravningen kan være et stort arbejde, men til gengæld ligger ledningen så trygt og godt i jorden, hvilket nedsætter risikoen for at man kommer til at klippe den over.

Udover ledningens funktion som kortlægger af haven, kan den også fungere som en guide, når plæneklipperen skal køre til andre zoner, som fx. forhaven. Man kan også med specielle buk og buer på kantledningen, få plæneklipperen til at skyde genvej når den skal tilbage til laderen.

Angående klippehøjden kan denne justeres ved hjælp af en skruetrækker som følger med maskinen. Her skal man så manuelt justere maskinen til den højde man ønsker græsplænen holdt i.

IMG_3658

I brug

Når plæneklipperen er installeret i sin boks, ledningen enten er gravet ned eller sat fast med pløkker og man har indstillet hvor og hvornår den skal klippe græsset, så handler det bare om at læne sig tilbage i stolen og vente på maskinen går i gang. Og det er så her det bliver rigtig spændende, for kan sådan en lille robot virkelig passe hele din flotte græsplæne, mens du sidder i skyggen og stresser af? Svaret er ja! Den kan holde en plæne på op til 1100 m2.

Tidligere har jeg prøvet andre robotplæneklippere. Nogle var store og kørte konstant ind i ting, mens andre bippede så hele villavejen kunne høre det, hvis den var kørt galt og skulle have assistance. Så kunne den så stå der og bippe løs hele dagen, indtil jeg kom fra arbejde og havde tid til at redde den og slukke for dens forpestede lyde.

Dette var dog slet ikke tilfældet med Stigas 225s plæneklipper. Den var super effektiv og rigtig god til at finde sine kanter og afgrænsninger. Når den kørte ind i forhindringer vendte den blot om og klippede videre i en anden retning. Når og hvis den endelig kørte galt afgav den kun nogle lave biplyde, som man svagt kunne høre hvis man befandt sig i haven. Så kunne man nemt løfte den og placere den tilbage på græsset. (Når maskinen løftes holder knivene automatisk op med at rotere).

Med hensyn til græsset, så klippede den fint igennem det. Vi havde sat den til at køre ca. tre gange om ugen og den holdt vores 400 m2 græsplæne rigtig flot og trimmet. Til trods for at maskinen egentlig ikke er beregnet til at æde sig igennem meget højt græs,  klarede den også dette rigtig godt ved første gennemklipning, da vi testede den med en høj græshøjde.

Dog skal man huske ved brug af stort set alle robotplæneklippere, at hvis man har sarte kanter eller hjørner, som er svære at når ud i, så skal man stadig have gang i kantklipperen. Det er egentlig det samme som ved en almindelig plæneklipper, nogle glemmer blot denne detalje når de køber en robot. Den fritager ikke én fra al havearbejde nogensinde igen, ihverfald ikke hvis man går meget op i de lige kanter.

IMG_3660

Konklusion

Til trods for at vores græsplæne er legeplads for en stor hund og to små børn, som efterlader kødben og legetøj spredt jævnligt hver dag i sommermånederne, så var jeg mildest talt dybt imponeret over hvor præcis og skånsom plæneklipperen var. Den var præcis når det kom til klipningen af græsset og skånsom når det kom til at passe på legetøj og andre genstande, der ikke skulle klippes.

Hvis legetøj eller kødben var små nok til at nå under maskinen, kunne den godt nå at klippe det i stykker, men lige så snart den mærkede noget forkert, så stoppede den og kørte i en anden retning.

Maskinen er virkelig idiotsikker. Når man først har sat sig ind i interfacet og har fået installeret hvor og hvor ofte man ønsker en klipning, så passer den stort set sig selv. Man skal blot sørge for at plænen er ryddet for alle de mindste genstande og så kan man faktisk med god samvittighed læne sig tilbage og nyde synet af en flotklippet græsplæne, dag efter dag uden at røre en finger.

More from Ann-Alicia Thunbo Ilskov

Fedtpletter På Trægulv

Her kommer en erkendelse fra det virkelige liv. På min egen kældertrappe...
Read More

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *